Litt reklame for Weekendavisen

Du visste det kanskje ikke, men Nordens beste avis, og kanskje en av Europas, er danske Weekendavisen. På toppen av alt er den nå eid av Orkla. Det har ikke svekket kvaliteten så langt... Orkla eier jo også Dagbladet. Men det er en parentes.

Her er et utsnitt av siste utgave. Et hovedtema er krigen, et annet er tema er om mennesker som tror på Gud – og det dekkes uten ironi. Men først aktuell britisk valgkamp. glitrende skrevet.
...
Mismod i Blair-land
Hans Mortensen skriver: ""Valgkamp. Storbritannien skønnes at have en halv million illegale indvandrere, og bekymringen for kriminalitet, identitetstab og overtræk på de offentlige kasser adskiller sig ikke fra andre lande i Europa. Men det er krigen i Irak, der truer Tony Blair og hans parti.

Forholdet mellem Blair og Brown er en legende i britisk politik. Der er skrevet bøger, teaterstykker og tv-spil om deres indbyrdes forhold, der begyndte, da de som nybagte parlamentsmedlemmer kom til at dele et trangt kontor uden vinduer.Det var i Labours sorteste stund, hvor Margaret Thatcher egenrådigt regerede, og Labour isolerede sig mere og mere fra sine kernevælgere med en venstresekterisk politik uden bred appel.Blair og Brown var enige om, at partiet måtte gennem en grundlæggende modernisering, og da lederen John Smith døde i 1994, lå vejen åben for projektet. De to stod til at overtage partiet, men hvem skulle være frontfigur?

Brown valgte at træde til side ud fra den erkendelse, at Blair havde den bredeste appel til de middelklassevælgere, hvis støtte var en forudsætning, hvis De Konservative skulle besejres.Den aftale, som de to mænd indgik under deres middag på den fashionable restaurant Granita tre uger efter John Smiths død, er i dag en af de store myter i Labours historie... etc

Så en flott artikkel om motstandsbevelgelsen og de som overlevde den, på ulik måte:

HVERDAGEN For 60 år siden.
Min far var en af heltene. Det samme var min mor, om end hun ikke bar modstandsbevægelsens armbind. Min far kom styrket ud af krigen. Min mor flygtede ind i sindssygen.

DORTE TOFT Til Lise Rasmussen (født Toft) og Hardy Poul Christian Rasmussen. In Memoriam.

EN novemberdag i skumringstimen for 20 år siden brød min mor næsten 40 års tavshed om krigens tid.»Jeg var mutters alene blandt glade mennesker den dag, tyskerne kapitulerede. Jeg vidste ikke, hvor din far var. Gennem modstandsbevægelsen fik jeg blot en besked om, at far skulle forblive under jorden i endnu nogle dage,« fortalte min mor.

Hun tøvede en stund og kiggede så over på min far, der sad på den anden side af spisebordet.»Hvad lavede du egentlig den dag? «spurgte hun.At spørgsmålet faldt med så mange års forsinkelse, undrede mig ikke. Krigen var tabu i vores hjem. … etc

…
En flygtning krydser sit spor

Den utmerkede journalisten Klaus Wivel skriver i sitt Interview med tidligere sjefsredaltør i Politiken Herbert Pundit: »Det var et skelsættende øjeblik, som kunne falde ud til begge sider for os: på den ene side Sverige, på den anden side koncentrationslejrene. Jeg har ingen forklaring på, hvorfor jeg har glemt det.

«Herbert Pundik om da Gestapo bankede på, om mordet på den gamle araber, om tårerne ved Grædemuren og om smagen af høne med asparges.»NEJ,« svarer Herbert Pundik. Den tidligere chefredaktør for Politiken er blevet spurgt om, hvorvidt han ville være i live, hvis ikke Danmark havde ført en samarbejdspolitik med tyskerne.

Det er søndag den 1. maj, og vi befinder os i hans andet hjem, hans danske hjem i de seneste mere end 30 år. Symptomatisk for hans liv er det et hotel. Herbert Pundik, årgang 1927, har været en mand on the move hele sit liv og ikke altid af fri vilje. Som jøde har han været tvunget af historiske omstændigheder. Og som den handlingens mand, han også er, har han gjort, hvad han kunne for at ændre de omstændigheder. Først som soldat, siden som statsopbyggende pioner og så som journalist. De seneste 50 år har han boet det meste af året i sit hus i Tel Aviv.

Denne forårsdag har statsminister Anders Fogh Rasmussen i Berlingske Tidende gentaget sin kritik af, at den danske regering valgte at bøje sig for den tyske overmagt i stedet for at bekæmpe den.»Statsministeren hævder, at han forstår kapitulationen, som var et resultat af neutralitetspolitikken og forarmningen af det militære,« siger Herbert Pundik, hvis erindringer udkommer i dag. ... etc
...

Og til sist i sitt tema har Weekendavsien en serie intervjuer med mennesker som tror, og hvorfor. Og for en norsk leser er det rart å lese side opp og ned om mennesker som tror uten at det er ironi med i bildet, uten det lettvindte.

Konvertitten Katolsk.
»Når man oplever, at alle éns bygningsværker falder sammen og fornuften ikke kan få én derhen, hvor man gerne vil, kommer man over i den religiøse tro, for så ender man med at slippe sit ego og se, at man faktisk er en del af noget endnu større,« siger ledende inspektor på Niels Steensens Gymnasium, Dorthe Enger.

HENDES hjerne begyndte at tro først - siden kom Dorthe Engers hjerte også med. Det lyder måske underligt, tro er for de fleste noget med følelser, en længsel, et kald - men for Dorthe Enger, der selv betegner sig som hovedmenneske, fik det rationelle hende til at konvertere til katolicismen.
I en alder af 40. Det er også sjældent, de fleste er noget yngre, når de konverterer.

Vi sidder på hendes kontor på ydre Østerbro, det er ikke et tilfældigt sted, det er kontoret for den ledende inspektor på Niels Steensens Gymnasium - det katolske gymnasium. Dorthe Enger er ledende inspektor, det man andre steder kalder vicerektor. Hun har arbejdet her i 18 år, så hun - der er 47 i dag - er ikke blevet katolik fra den ene dag til den anden. Hendes baggrund er heller ikke helt almindelig, hendes mor er folkekirkelig, mens hendes far kommer fra frikirken, Irvingianerne, en engelsk katolsk-apostolsk sekt.

»Så jeg har ikke været integreret i folkekirken, men jeg har altid gerne villet vide, hvordan tingene hang sammen,« fortæller hun, mens eleverne hujende drøner rundt ude på gangen. Troen var dog ikke det første, hun søgte - det var filosofien. På universitetet skrev hun en guldmedaljeafhandling om John Fowles og eksistentialismens rolle i hans forfatterskab, og hans univers var hun meget begejstret for:

»Og Jung og Kierkegaard - det var tre vigtige figurer for mig i den periode, og det er de sådan set stadigvæk. Og Kierkegaard har bragt mig nærmere kristendommen på et mere forpligtende niveau. Det er nok ikke helt det samme i dag, for det udvikler sig jo. Og tro er jo ikke bare en bestemt ting, man kan tro på mange niveauer, og tro udvikler sig. Så det jeg troede dengang, er ikke det samme som jeg tror i dag.« etc
....

Løp og kjøp, eller les (deler av) avisen på www.weekendavisen.dk En av Europas beste aviser, og det på nesten norsk ...